Forkert syn på ø

                     

Peder Stougaard
Nordjyske Stiftstidende 14. maj 2010, 1. sektion, side 20

Af Peder Stougård
museumsleder,billedkunstner
Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Århus
Ludvig Feilbergsvej 7, 8230 Aabyhøj elpe@stofanet.dk

MORS: Efter at jeg har set udsendelsen på en time i DR 1 (onsdag 5.5.) omkring de såkaldte udkantsområder, denne gang på øen Mors, kan man som seer landet over få det indtryk, at Mors er et forfærdeligt sted at bo og leve.
Udsendelsen er optaget i den hårde vinter, så alt så koldt ud, oveni handlede udsendelsen stort set om de sociale udstødte, som bor på øen. Og især en helt forfærdelig, bestialsk forbrydelse mod en ung kvinde, som den dag i dag lever som en grønsag på et plejehjem.
Altså var fokus på det negative på øen.
På Mors er der hverken flere eller færre sociale tabere end andre steder i landet, men som sagt kunne man få det indtryk, at hele øen er en stor omgang socialt kaos. Intet er mere forkert.
Øen Mors er alt i alt en fantastisk dejlig ø. En skøn natur med mange anderledes oplevelser. Rigt fugle- og dyreliv. Og befolkningen på øen er utroligt rare, rolige, besindige og socialt bevidste mennesker, som kun vil deres medmennesker det bedste her i livet. Derfor er det trist, at man i tv i den bedste sendetid skal få et forkert indtryk af "Limfjordens perle", som øen også kaldes. Og da vi ved, at bl.a. Mors kæmper for at holde øen i gang, selv om det ser svært ud i forhold til den helt katastrofale politiske prioritering, som foregår inden på Christiansborg, hvor fokus kun er på de store byer på bekostning af bl.a. Mors.
Jeg ved, at Mors gør meget for at fortælle det gode, som øen har at byde på, og som sagt er der meget.
Min kone og jeg er nogle af de heldige, der har et fritidshus på øen, og vi kommer der naturligvis meget. Vi har fra starten haft det bedste forhold til øens befolkning og nyder livet, når vi er der. Så jeg har kun godt at sige om Mors og kan på det varmeste anbefale alle at tage en tur til den dejlige ø.



Luk dette vindue!