Peder Stougård - Hovedjægeren Af Erik Meistrup Peder Stougård blev født den 18. november 1946 i Skive. Han lærte aldrig sin far at kende og fik moderens pigenavn. Han blev frivilligt anbragt på børnehjem fra han var 3 til 14 år, da moderen ikke kunne magte at have et barn. Uddannet som kok i Ribe, hvor han var blevet forenet med sin mor. Hoppede af køkkengerningen og fik en ny start på Holbæk Kunsthøjskole i 1968 som førte til, at han fortsatte på Århus Kunstakademi 1969-72. Han var i 1970-72 indehaver af Galleri Øst i Århus. I 1981 grundlagde han Dansk Plakatmuseum baseret på sin private samling af dengang ca. 60.000 plakater. Debuterede på SAK, Svendborg i 1969 og modtog bl.a. Århus Amts Kulturpris i 1988. I 1999 fejrede han sit 30 års jubilæum med en stor udstilling i Århus Musikhus. Det Danske Kulturinstitut i de 3 Baltiske lande havde i 2001-04 arrangeret en stor succesrig vandreudstilling. Kun fantasien gør livet værdifuldt (Peder Stougård) Peder Stougård har haft billedernes verden med sig helt fra barndommen præget af social udelukkelse, hvor skolen kun var et fristed, når den gav plads til fantasien. Han bar på en drøm om at bryde de sociale begrænsninger, han voksede op i, og få lov til at udfolde sig kreativt. Drømmen levede, selvom den jordnære virkelighed var at tjene til sit udkomne. Han havde det held, at hans ungdom faldt sammen med 1960ernes økonomiske omstilling og politiske udvikling, der igen skabte det såkaldte ungdomsoprør. De nye vilkår gav personer fra lavere sociale miljøer mulighed for selv at ændre på deres skæbne. Det betød en udvidelse af det demokratiske system og at den personlige frihed blev knæsat samt at der kom nye kulturelle udtryksformer i bl.a. musik og billedkunst. De sociale vilkår havde i 1940erne og 50erne været en omklamrende spændetrøje, der næsten havde fastfrosset de europæiske samfund i et socialt mønster, der kunne minde om et indisk kastesamfund. Den hurtige økonomiske udvikling nedbrød ikke bare samfundsstrukturer, men også et bornert småborgerligt samfund fyldt med fordomme og moraliseren samt en forestillinger om at uddannelse var forbeholdt et snævert borgerskab. Den sociale drøm Stougård greb den nye frihed og valgte at satse på at realisere sin gamle drøm at kunne udtrykke sig i billeder. Det var samtidig hans vej ud af en social sammenhæng, han fandt utålelig og ind i en verden af udtryksformer, hvor alt kunne lade sig gøre. Han blev grebet af en eufori, men glemte ikke sin baggrund og opvækst og tørsten efter at lave egne billeder. Så samtidig med sit eget akademi-ophold, hvor han bl.a. havde Mogens Gissel som lærer, blev han selv lærer på akademiets Børneværksted, hvor han var helt frem til 1992. Ud over at give nye generationer af søgende børn opbakning til at afprøve deres kreative evner, blev mødet med børnene på deres egne præmisser også en udfordring for ham selv. Stougård startede grafisk og var koncentreret om et abstrakt sort-hvide billedsprog inspireret af bl.a. opart bevægelsen i 1960erne. I arbejdet med børnene blev han konfronteret med deres glæde ved at bruge farver til at skabe former. Opfyldelsen af drømmen om at blive billedkunstner og skabe et liv på egne præmisser begyndte at læge nogle af de sår et liv i marginalisering altid efterlader, og gjorde ham modtagelig overfor et mere frit udryk, som netop mange børnetegninger er udtryk for. Men arrene er i erindringen som kunstens kildevæld og påvirker fortsat hans billedsprog. Anonyme og amorfe hoveder Det grafiske udtryk var blevet afløst af et billedsprog optaget af hoveder, først kun som en klar sort streg, men senere med farver. Først tøvende med nogle få grundfarver (som jo også er børnenes umiddelbare valg), men efterhånden kom andre farver til, og han begyndte at eksperimentere med at skabe sine egne blandingsfarver både på lærredet og papiret. Valget af de urene blandingsfarver modsvarer på et psykologisk plan hans egen opvækst. Han udviklede også sin egen teknik baseret på en meget nær fysisk kontakt med billedet, hvor han lagde knust farvepigment på papiret og så arbejdede med at gøre farven heldækkende med fingrene ved at gnide og gnide, så der dannedes et tykt lag farve. Denne farvelægning er så sublimt gennemført, at mange tror, at hans billeder er baseret på en trykketeknik, men hvert billede er et maleri. Peder Stougårds 'hovedbilleder' har altid vakt stillingtagen, måske fordi disse hoveder fortæller historier, der ikke alle er lige forståelige, tilgængelige eller venlige. Det er hoveder - ikke ansigter - fordi de er bygget op som en ydre form, der indeholder nogle få træk, der gør, at man genkender den som et hoved. Men hovedparten af det vi bruger til at afkode en persons karakter findes i ansigtets detaljer som er fraværende i de fleste af Stougårds hoveder. Det eneste faste træk er en lille fint formet lukket - altså tavs - mund. Stougård har som barnet taget udgangspunkt i en rund form evt. med nogle prikker og en streg, så har man et menneskets hoved. Fra denne måde at skabe en grundform er der i tidens løb skabt et utal af variationer. Den tidligere kunstanmelder ved Århus Stiftstidende C. F. Garde skrev: Han har arbejdet med et lidt udflydende ansigt som grundelement. Det er ikke kønt, det er ikke personligt, og det er ikke sig selv særligt markant som figur… Ikke kun fordi ansigtets træk gentages med visse variationer fra gang til gang, men fordi han med dets anonymitet som udgangspunkt opnår utroligt raffinerede virkninger med meget små midler. Kunstanmelder Algimentas Zizunas i Vilnius, Litauen opsummerede i 2001 således: Nogle af billederne forekommer amorfe og sprøde. De præges af saftig farver og kraftige linjer…(man) kommer aldrig til at forveksle billederne med andre kunstneres værker. Man kan fornemme, næsten aflæse kunstneres sande karakter på de lakoniske og meget særprægede symbolske portrætter, hvor han ved hjælp af farver og linjer viser os sine indre følelser. Barnet blev forløst Stougårds hoveder er i deres anonymitet ikke i sig selv symbolske figurer. Hovederne er på et stade lige før, man lærer dem at kende og før de bliver til ansigter og derved til selvstændige individer. Hovederne er set som et barn ser nye voksne første gang, eller som man oplever massemennesket i storbyens myldrende liv - fremmede man ikke kender. De kan være gode eller onde, men man må først lære at forstå dem for at vide det. I de tidlige billeder kunne der være flere hoveder tilstede i billedet, og ikke sjældent var der en lille svævende person, nærmest et hjælpeløst barn uden lemmer, der syntes enten at udspringe af det store hoved eller at søge kontakt med det. På sin helt egen måde arbejdede Peder Stougård i årevis på samme måde som Kurt Trampedach med at trække barnet i sig frem og bearbejde dets tilstedeværelse i et billedsprog, hvor det kunne få liv og identitet. Men hvor Trampedach synes at gå i ring og dyrke sit indre barn på en stadig mere narcissistisk vis, dér har Stougård arbejdet sig ud af barndommens tunge skygge. Eller med en omskrivning af forfatteren Jens Smærup Sørensen ord i Et forbandet hul (Breve, 1992), så er det lykkedes Stougård at genetablere en umiddelbar oplevelse af virkeligheden, som han formår at transformere til kunst. Kunsthistorisk er han derfor i familie med de nordiske ekspressionister (Jorn og Egill Jacobsen), men også med de oprindelige surrealister. Dali har f.eks. et maleri fra 1938 med Ansigt og Frugtfad, hvor den samme type mund i en hovedform bruges. Dali beskrev sin metode som spontan, baseret på irrationel viden styret af kritisk og systematisk brug af associationer som objekter for billedsprogets udfoldelse. Og netop ved at gøre bevidst brug af det infantiles enkle udsagn fra erindringen i en aktiv automatisering af den kunstneriske forvandlingsproces skabes der en billedverden af ny kunstnerisk dybde bag billedets umiddelbare flade. Billedet er nok en illusion, men også en bevidst manifestation og tolkning af forholdet mellem det ubevidst og det bevidste. Stougård arbejder lige så målrettet og bevidst som en Jorn eller Dali med at koncentrere øjeblikket til et billede. Hovederne har siden 1990ernes slutning vokset til store skulpturelle billeder. Den splintrede virkelighed synes delvis helet. Stougård, der fik troldsplinten i fødselsgave, har som Kaj i H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, oplevet at kærligheden kan overvinde nogle de falske billeder, og man ikke behøver at forblive den grimme ælling. Gennem kunstnerisk udfoldelse kan man folde vingerne ud og vise verden, at der er nye sider af livet, som fortjener opmærksomhed. Peder Stougård har skabt en lang billedfortælling af navnløse menneskelige eksistenser, der venter på at blive forløst og træde i karakter. Hans billedsprog er både meget personligt og samtidig alment, således at alle vil kunne spejle sig i disse anonyme portrætter og få dem til at blive til individer. Vi deler alle et sociale grundvilkår, og derfor bør vi med Per Schultz Jørgensens ord opbygge flere ressourcer i den fælles sociale kapital, så der bliver færre udstødte og marginaliserede i det sociale fællesskab, hvor Peder Stougård med sin stærke sociale erfaring og engagement giver de udstødte hoveder kunstnerisk form og naturligt illustrerede bogen A*MO*R om Børns vilkår. Erik Meistrup (1946). Forfatter, kunstanmelder og kritiker ved flere tidsskrifter bl.a. Kunstavisen og årbogen Dansk Kunst. Redaktionsleder ved lokaltv i Mediehuset-Århus. Fotokunstner.